Ålbæk Kirke - Krucifikset
Krucifiks kommer af det latinske crux, der
betyder kors, og ficere, der betyder at fæstne, og
er en skulpturel fremstilling af den korsfæstede
Kristus. Krucifiks kendes siden det 5.
århundrede, og fra det 13. århundrede fremhæves
Kristi legemlige lidelse.
Niels Helledis krucifiks er ikke fremstillet i træ,
som de middelalderlige, men i keramik.
Når man ser på det, smelter Kristi krop sammen
med korsets lodrette pæl. På Kristi krop træder
ribbenene frem som et træ med grene. Selv sagde
han jo, at han er det sande vintræ. Og her på
korset løber hans blod ligesom den pressede
drues saft, og dødens træ, korset, bliver til livets
træ, for det er det, Kristus er, han, som skænker
os sig selv, sit kød og sit blod.
Over korset er der en hane. Det er usædvanligt,
men ikke i Helledis krucifikser.Erik A. Nielsen
har i sin bog Livets Træ, en bog om Niels
Helledie, beskrevet de mange elementer, der
sættes sammen i Helledies kunst: fugle, haner o.a.
Han taler om tilfældige sammensætninger, der
kommer til at føles naturlige, og han giver
glimrende og dybe fortolkninger af disse
elementer.
Men det er nu ikke alt, der er helt tilfældigt sat
sammen, heller ikke hanen på krucifikset eller
fugle på krucifikset, det findes allerede tidligere i
den kristne kunst, så måske Niels Helledie på
rejser har set sådanne sammenstillinger, men blot
ikke klart erindrer sig det, og så får det sat
sammen i sin egen kunst. Til illustration kan
nævnes, at fuglene er jomfru Marias
fødselshjælpere, og at de findes på mosaikker fra
byzantinsk tid af Kristus på korset med fugle op
ad den lodrette pæl. Et andet eksempel er hanen,
som man kan se på toppen af vejkrucifikser i den
sydlige del af Schweiz, f.eks. i Sass Fee.
Hanen menes som symbol oprindeligt at være
opstået ud fra S- eller Z-linien, de gamle
germaneres tegn for lynet. Mest udsat for
lynnedslag er tagryggen, og hanen opsøger altid
det højest beliggende sted på gårdspladsen, f.eks. tagrygningen,
hvor lynet let slår ned. Hanen sidder højt og våger
over hønerne i hønsegården og advarer om fjender.
Således bliver hanen symbol på årvågenhed, og
således er hanen dæmonernes fjende og bortjager
med sin galen ondskabens og mørkets magter.
Vi husker, at Kristus bliver fristet til at stige ned fra
korset. Det er i og for sig djævelen, der en sidste
gang frister ham ved at indskyde mennesker at sige
til ham, at hvis han stiger ned, så vil de tro ham.
Men Kristus modstår fristelsen og går sin vej til
ende, så hans værk er fuldbragt.
Hanen symboliserer, at djævelen vises væk.
Men i Norden kender vi også hanen fra mytologien,
som en halshugget hane, der kastes over en ismur
og kommer til live igen, og derfor er på vore
breddegrader hanen også et opstandelsessymbol, og
når vi ser hanen over et krucifiks, så fortælles det
med, at det for Kristus og for os ikke ender på
korset, men opstandelsen følger efter. Hanen bliver
her til lands også påskemorgenens symbol, ligesom
kun i Danmark påskeliljen er blevet til
opstandelsessymbol, påskesymbol - på grund af
Grundtvigs lille skuespil Påskeliljen, hvorfra salmen
Påskeblomst hvad vil du her er hentet.
Med hanen er det for øvrigt som med så mange andre
dyr i symbolsproget, der får mere end én
tolkningsmulighed. Det hænder tit, at et dyr får to
fuldstændig modsatte betydningsmuligheder.
Hanen får i 1400-tallet betydning som symbol på
utugt i forbindelse med symboliseering af de 10 bud,
og i middelalderen bliver den sorte hane ligesom
katten symbol på djævelen.
Men når vi ser hanen over krucifikset, er der ingen
tvivl om symbofikkens betydning, her er det
djævelens fristelse, der drives på flugt for, at
Kristus kan fuldføre sin gerning og besejre døden
og opstandelsen kan blive virkelighed i vor verden.
|
