Inventar i Råbjerg kirke

Figurtavlen

På kirkens nordvæg overfor prædikestolen hænger en tavle med figurer, som stammer fra en gammel altertavle. Den senere kirkeejer, forfatteren A. P. Gaardboe, skriver omkring 1870:

»Raabjerg Kirke er en aflang Bygning i Rundbuestiil, uden Taarn og Hvælvinger, med almindeligt Træloft, opført deels af Munkesteen, deels af Bindingsværk, og saare simpelt indrettet. Her findes fra den katolske Tid en Altertavle af Billedhuggerarbejde, der synes at have været et Kunstprodukt; som saadant omtales den også i Danske Atlas. Den har nu fået Plads på Loftet og er afløst 1865 af en anden Tavle med Maleri.«

Den altertavle, som blev stillet på loftet i 1865, menes at stamme fra sidste halvdel af 1400-tallet. Den blev i 1890 solgt eller overgivet til ejeren af Gårdbo Gård, som havde en oldsagssamling. De bevarede rester blev givet tilbage til kirken i 1931. Den nuværende udformning er en rekonstruktion foretaget af Nationalmuseet i 1980.


Carousel imageCarousel imageCarousel imageCarousel imageCarousel image

Altertavlen og alterbordet

Den senere kirkeejer, forfatteren A. P. Gaardboe, skriver omkring 1870:

»Raabjerg Kirke er en aflang Bygning i Rundbuestiil, uden Taarn og Hvælvinger, med almindeligt Træloft, opført deels af Munkesteen, deels af Bindingsværk, og saare simpelt indrettet. Her findes fra den katolske Tid en Altertavle af Billedhuggerarbejde, der synes at have været et Kunstprodukt; som saadant omtales den også i Danske Atlas. Den har nu fået Plads på Loftet og er afløst 1865 af en anden Tavle med Maleri.«

Det omtalte maleri, som forestillede korsfæstelsen, har været af tvivlsom værdi og blev allerede i 1897 udskiftet med det maleri, som vi ser i dag. Det er malet af Niels Anker Lund og motivet er, som teksten nederst på tavlen siger: »Jesus annammer Syndere« (Luc. 15,2) (Annamme: modtage - ikke afvise). Tavlen med drejede søjler og vinger af træ fremstår i den oprindelige brune bemaling fra 1865.

Samtidigt med udskiftningen af altertavlen blev også det oprindelige alterbord af træ erstattet med et muret bord beklædt med et panel i renæssancestil. I denne forbindelse fandt man under alteret et relikviegemme fra katolsk tid i form af en udhulet granitkvadre med stenlåg. Den indeholdt en lille blykapsel med et par bensplinter. Man anbragte den igen under det nye alter, hvor den var gemt, indtil den atter kom for dagens lys i forbindelse med kirkens restaurering i 1980.

Døbefonten

Døbefonten er det ældste stykke inventar inde i kirken, og den kan være ældre end kirken selv. Det er en granitdøbefont i romansk stil med en enkel ornamentik, som er så slidt, at den ikke længere kan tydes. I bunden af fonten er der et hul til bortledning af dåbsvandet. I den katolske tid anså man dåbs­vandet for helligt, og det måtte ikke bare hældes ud, men skulle ledes ned i kirkens undergrund gennem dette hul.

Dåbsfadet er af messing og er et sydtysk fabriksarbejde, som kan dateres til 1575. Billedet i bunden forestiller Mariæ bebudelse.

Der har været en dåbskande fra samme tid som fadet, men den blev stjålet midt i 1990-erne. Den nye kande er en erterligning.


Det lille metalkrucifiks

Det lille metalkrucifiks, som hænger over prædikestolen i Raabjerg Kirke er ikke et typisk kirkekrucifiks, og man ved ikke, hvordan det er kommet til kirken. Det dateres til middelalderens slutning og kunne måske have tjent som skibsalter og kommet hertil ved en stranding. Men det er kun gisninger.

Den nuværende placering over prædikestolen fik det i 1980. Før den tid hang det over spidsen af korbuen, hvor det også hang helt tilbage i slutningen af 1800-⁠tallet. Selv om det har siddet godt beskyttet helt oppe under loftet, har tidens tand eller orm i træpladen alligevel gnavet i relieffet, for det blev i hvert fald sendt til reparation i den tid, da Frede Jensen var kirkens præst. Frede Jensen var præst i Raabjerg i 3 år fra 1891 til 1894, og da han blev ansat, havde redaktøren af Vendsyssel Tidende bedt ham sende lokale meddelelser fra denne fjerne udkant af landet. Dette hverv overlod han til sin kone, Thyra, som senere blev rigtig forfatter og fik udgivet adskillige bøger, heriblandt ”Fra gamle præstegårde” hvori er et afsnit om deres tid i Raabjerg præstegård. Før de ankom havde de i Pontoppidans Danske Atlas læst om kirken: ”Her er en Altertavle fra de katolske Tider, af Bild-hugger Arbejd med mange Billeder, som siges med kobber at være overklædte”. Men de måtte konstatere, at denne tavle ikke længere var i kirken. Thyra Jensen skriver:

”Af denne Herlighed var der, næsten som for at gøre Nar, kun en ensom Træfigur tilbage, der lignede en katolsk Bisp og hang i en Krog, og så et lille ældgammelt Krucifiks........ Vi blev dybt bedrøvede og skuffede, men hvor var dog Herligheden blevet af? Når vi bragte det på Bane, var der gerne en vis Forsigtighed og Undvigen Spørgsmålet.”

De blev efterhånden klar over, at kirkeejeren, A. P. Gårdbo havde tilegnet sig den gamle altertavle, men de blev også på det kraftigste advaret mod at nævne noget som helst til ham, om at få den sat op igen. Så de måtte tage til takke med den katolske bisp og det ældgamle krucifiks, som altså blev sendt til reparation.

Frede Jensen kunne imidlertid ikke slippe tanken om at få den gamle altertavle tilbage i kirken, som han sagde til Thyra:

”Ja, nu dyr jeg mig ikke længere, det må briste eller bære, jeg må forsøge at få den gamle Altertavle tilbage i Kirken.”

Men Thyra var en klartskuende dame, som indså at det var meget risikabelt for præsten på denne måde at kaste sig ud i en strid med kirkeejeren, som også ubestridt var sognets mægtigste mand, så hun besluttede at komme sin mand i forkøbet og tage skraldet. Hun benyttede lejligheden, da det ældgamle krucifiks kom tilbage fra reparation og blev udstillet på alteret ved søndagens gudstjeneste. I den anledning skrev hun i sin beretning til Vendsyssel Tidende:

”Kirkegængerne i Søndags blev glad overrasket ved at se et ældgammelt Krucifiks, der har hængt over Korbuen, sat frem på Alteret smukt restaureret. Men mer giver smag på mer, sådan her i det mindste, hvor man ikke kunne lade være med at tænke på og ønske, at også den gamle berømte Altertavle en Gang måtte fremtræde sådan i det hvide Hus, som egnens Folk kalder deres gamle Kirke.”

Der gik næsten en måned inden der kom en reaktion fra A. P. Gårdbo i form af en lang artikel i avisen. Det skal vi ikke komme nærmere ind på her. Men Frede Jensen blev forflyttet til Skallerup efter bare 3 år i Raabjerg, så måske hjalp det ikke, at hans kone kom ham i forkøbet, men sin avisartikel.