Råbjerg sogn

Raabjerg Kirke


Råbjerg kirke ligger i et øde hede- og klitlandskab syd for Råbjerg Mile. Den er opført omkring år 1300 på et sted, hvor der kan have ligget en endnu ældre trækirke.
I 1652 tilføjedes et våbenhus af bindingsværk på sydsiden. Senere 1699 flyttedes våbenhuset om til kirkens vestgavl på grund af sandflugt og igen i 1758 flyttedes det til kirkens nordside, og det oprindelige bindingsværk erstattedes i 1886 med et grundmuret våbenhus.

Den nuværende klokkestabel er opført i 1988 til erstatning for og som en tro kopi af en klokkestabel fra 1681. Den gamle stabel var bygget af drivtømmer fra et strandet skib. Den var blevet istandsat mange gange i årenes løb, men var til sidst så medtaget af vind og vejr, at det var livsfarligt at stå inde i den og ringe med klokken.
  
Korbuens spidsbuede form antyder, at kirken er bygget i tiden omkring overgangen fra romansk til gotisk byggeskik.
Kirkebøssen ved døren til våbenhuset er af træ med jernbeslag. Det vides ikke hvornår den er sat op, men den er meget gammel - og meget solid, men har alligevel været brudt op adskillige gange.




Den firemastede bark Kirstine af Aalborg er en gave fra hotelejer Peder Hjorth, Kandestederne.

Det andet skib har intet navn. Det er en gave fra forretningsfører J. Chr. Jensen, Frederikshavn. Begge skibe er hængt op i 1951.
Til toppen af siden